Natsværmerne kommer – forstyrer,
de kommer med kaos – besvær.
De kommer med sorg
tristhed – bedrøvelse.
De kommer – slukker for lyset –
livet – glæden.
De kommer – forhindrer mig
i at have kontakt med livet.
Det liv jeg elsker –
det liv jeg i glimt får lov at leve.
Men Natsværmerne fylder mig med tyngde – smerte – tomhed – mørke.
Natsværmerne adskiller mig,
fra mig selv.
De deler mig i to personer.
De fylder – bestemmer – tager over.
Jeg er ikke mig selv.
Jeg er fyldt af mørke.
Når Natsværmerne dominerer,
kan jeg ikke finde mine sommerfugle.
De er fløjet fra mig.
Jeg føler mig som en kasse,
med mange rum.
Men der er kun åbent til rummet,
med Natsværmerne.
Der er mørkt – intet lys –
det er det sorteste mørke der fylder.
Jeg føler mig stækket –
kan ikke komme væk.
Jeg er bundet af et bedrag –
der siger, det er godt nok for dig.
Dette bedrag er løgn –
jeg kan mærke en vrede.
Jeg vil ikke finde mig i dette bedrag.
Jeg vil ud – ud til livet –
flyve ud til mine elskede sommerfugle.
Jeg vil ud til min Immanuel
Ud – ind i Hans trøstende arme.
Jeg vil ud, ind i trygheden – glæden.
Natsværmerne
skal ikke bestemme over mig –
jeg vil ud.
Jeg har lyst til at skrige –
men jeg kan ikke – der er blokkeret.
Mit skrig er stumt.
Der er kun smerte –
vrede – tomhed – gråd.
skrevet af
Ellen – Margrethe Laugesen 