Digte

De fleste af min digte er skrevet i en periode af mit liv, hvor jeg var inde i en livs krise, hvor jeg bearbejdede en kæmpe smerte der havde ligget gemt i mit indre – en smerte, en oplevelse jeg fuldstændig havde fortrængt. Som jeg først begyndte at huske efter fødselen af min yngste søn. Der fulgte nu mange år med indtensiv hjælp, psykolog, rådgivning, undervisning.

Ingen kunne tage min smerte, det var mit eget arbejde – at skrælle lag for af  – og finde ind til den person som jeg virkelig var.

Det var en ganske forfærdelig tid – en tid hvor jeg skulle være hustru, mor samtidig med, at jeg skulle komme op af en dyb indre krise, men Gud gik sammen med mig.

Jeg var i perioder uden ord – men Gud gav mig ord –  jeg begyndte at skrive, en slags dagbog – hvor tanker smerte blev nedskrevet. Jeg fik alle ordenen til mine digte.

De digte som senere skulle få så stor betydning for mange mennesker. Her er der kun sat enkelte op, jeg har mange, rigtig mange liggende, det er lidt en gammel drøm, at få dem udgivet. for på den måde at række ud til mennesker – og sige der er et Håb – Du er ikke alene.

Jeg fik en fantastisk undervisning og rådgivning af Teo Van der Weele

Ikke mindst havde jeg mine kære svigerforældre Tove og Aksel – der stod mig bi – ved at passe drengene, når jeg tog afsted på kurser i KRIS – drog på Isarpac. Uden denne menneskelige støtte, havde denne proces være umuligt.

Jeg har selv finansieret dette økonomisk og havde mulighed for det. Det var først meget sent i min proces, at jeg fik hjælp i offentlig regi – . Da jeg igennem et år, en gang om ugen deltog i en gruppe på Stolpegården. I denne periode havde jeg  fri fra arbejde, en dag om ugen. Fantastisk at tænke på – at dette var muligt.

Jeg fik et håb, at jeg ville få et liv – mit liv ville blive som sommerfuglens, i glimt ville jeg få lov til, at leve det liv, jeg var skabt til at leve,  for så igen at vende tilbage til det svære – til mørket hvor Natsværmerne tog over for en tid.

Jesus var mit håb – sommerfuglen var mit håb .

I mange år tog jeg hver sommer til Kolding, dels som medarbejder på Isarpac men fulgte undervisningen – samtidig arbejdede jeg med mig selv.

Gennemlevede dyb indre smerte i  trykke omgivelser. Jeg lærte at gå ind i Guds Fred – være i Hans nærvær og Sige kom Herre Jesus – Velsigne i Faderen, Sønnen og Helligåndens navn. Alle kendte elementer i min kirke – .

Jeg malede mig igennem min smerte  og langsomt udviklede der sig en tjeneste for mig.

Jeg vidste jeg skulle Velsigne mennesker, giv Håb – gennem mine digte – jeg skulle ikke fortælle detaljer om mit liv. Men give Håb, at Jesus er håbet – lære mennesker at male. Mit liv min smerte skal ikke frem, skal ikke fortælles. Men at jeg kom igennem, at der er et liv – et godt liv. Det er det der skal frem – .

Ja, jeg lærte personer at male Kraftfuld Fred – Jeg lærte dem at male, Glæde – Håb – Kærlighed. Da det blev klar for mig, de skulle lære, at male positive ting, kunne de det, kunne de selv, når de var alene gå ind i smerte, vrede. Min malegruppe – var  ikke en terapi gruppe, hvor vi snakkede, om billederne – gik ind i en proces, ville de tale om tegningen, bad jeg dem tage den med til deres rådgiver. 

Det er svært at være en del af en organisation og vide at ens tjeneste er så anerledes end de andre medarbejders. Men Teo havde stille forberedt mig på dette.

At jeg havde en tjeneste – som mange ikke ville forstå – men det var Jesus, der stille udviklede – denne opgave, tjeneste i mig. 

Men jeg  blev egentlig aldrig rigtig forstået, af de andre med medarbejder,   jeg opgav kampen – hvilket ofte har fyldt mit indre med en dyb ensomhed. Som ingen forstod – jeg havde  en verden der tilhørte mig – . En verden som meget få forstod dybden af – da det er så enkelt –  samtidig så livgivende. Det var ikke en hobbyklub – som nogle så elegant mente.

Jeg var i en periode Rådgiver – hvilket, jeg havde fået undervisning i – da jeg havde fuldt undervisningen på Isarpack, men også mange års kurser og Undervisning af Teo Van der Weele – samt flere gange været hans medarbejder. 

At formidle Kraftfuld Fred, er på en måde, en tros handling. Man stiller sig til rådighed for Gud, det er ham der – arbejder -. Min opgave er AT sige kom Herre Jesus kom med din Fred og fortsætte – du Velsignes i Faderen, Sønnens og Helligåndens navn – være til stede i stilheden, imens Gud arbejde dybt i den hjælp søgende, uden jeg ved, hvad der sker, jeg stiller mig blot til rådighed, for Guds nærvær. 

Jeg tænker ikke over mit liv – min opvækst i det daglige – men er fyldt af en indre taknemmelighed over, at jeg formåede at komme igennem. Jeg har fået lov til at give håb – jeg har undervist på kurser – ja, lært fra mig. Givet nøglen til livet – videre til mennesker som forstod. Jeg er en overlever, et mælkebøtte barn – men jeg er ikke et offer. 

Men også i en meget vigtig periode i mit – liv mødt mennesker der forstod – men langsomt, trak jeg mig fra dette fællesskab, da jeg ikke skulle have min identitet i denne kultur. Men godt for en tid at møde mennesker, der kendte til, den samme smerte, det bekræftede mig i, du er ikke skør – det er ikke din fantasi. 

Jeg har haft den store glæde midt i smerten, at vores familie fra at være dydfunktionel – er blevet en funktionel familie, hvor den sociale arv, er blevet brudt. Samt at jeg i tide fik hjælp, vores familie fik hjælp – så mine drenge ikke er ødelagt.  De er begge den største gave der er blevet mig betroet. Foruden min mand, der har givet mig den frihed som jeg havde brug for.

Det der kendetegner mit liv er –  når jeg har haft brug for ny inspiration – nye skub, er nye døre åbnet sig for mig.

2005 er året hvor meget nyt skete i mit liv i min families liv. Vi fik kontakt med Stella Matutina og retræterne blev en stor del af mit liv – det at kunne trække sig tilbage i stilhed og refleksion. Det var også mit møde med den katolske kirke og Sct. Joseph Søstrene. Som jeg i dag er associeret til, deler deres spiritualitet, hvor jeg har et åndelig fællesskab, sammen med en flok personer, 2 søstre, samt nogle fra folkekirken og nogle katolikker. Man skal ikke være katolik for at være associeret. 

Det førte også til, at jeg i 2009 konverterede til den Katolske kirkes fulde fællesskab, som det så fint hedder, når man bliver katolik. I dag har jeg min gang i Sct. Mariæ på Frederiksberg, der er min sognekirke.