Jeg er et barn, en kvinde af smerte.
En smerte – der får minderne frem
Minder der er skamfulde –
der gør ualmindelig ondt.
Kroppen husker min sjæl husker.
Der er dybe sår,
af smerte – selvforagt.
Jeg er en kvinde – pigen der er anderledes – brændemærket.
Jeg er vred – bedrøvet.
Bedrøvet over det ødelagte.
Bedrøvet over mine kampe.
Bedrøvet over at svinge
frem – tilbage i mine følelser.
Jeg er den ustabile kvinder –
der strider med en uværdig fortid.
Selvom Gud er min beskytter.
Er det drøjt igen at blive,
mindet om fortiden.
Blive mindet om du er anderledes
Jeg har kæmpet – stridt.
Sejret for at dykke igen.
Dykke ned i dybere lag.
Hoppe tilbage i smerten.
Dyb indre smerte.
Jeg har en livs line vil den holde.
Jeg tvivler – kæmper.
Jeg træder vande.
Jeg er fyldt med smerte.
En dyb selvudslettende smerte.
1995
skrevet af
Ellen – Margrethe Laugesen